Om Team Odder
Team Odder er en motions-cykelklub, der har eksisteret siden 1992. Klubben har ca. 150 medlemmer i alle aldre, som nyder at komme ud på cyklerne i klubbens hyggelige og sociale samvær.
Vores officielle træningssæson strækker sig fra første søndag i marts til sidste søndag i september.
I løbet af sæsonen har vi som udgangspunkt fællestræning hver søndag formiddag kl. 9.00 og fra april måned desuden onsdag aften kl. 18.00 fra Randlev Skole. I løbet af sæsonen arrangerer vi en lang række spændende træningsture i både Danmark og udlandet, som er meget populære blandt medlemmerne. Derudover deltager mange medlemmer i forskellige motionsløb gennem hele sæsonen.
Uden for sæsonen mødes mange af vores medlemmer til uofficielle træningsture både i skoven og på landevejene. Desuden mødes vi gennem hele året til en række andre forskellige arrangementer som fx foredrag, værkstedsaftener og ølsmagning - for det behøver jo ikke alt sammen at gå op i vores højtelskede to-hjulede.
Har du lyst til at vide mere om Team Odder, er du naturligvis velkommen til at tage fat i eet af medlemmerne fra vores styregruppe. Og har du lyst til at komme med på vores træningsture og finde ud af, om det er noget for dig, kan du naturligvis også bare møde op og give den gas sammen med os.
Team Odder er medlem af DGI. Det betyder blandt andet, at vores turledere fra sæsonen 2016, er blevet "klædt på" med et DGI-turlederkursus.
Som medlem af Team Odder kan man få glæde af en række forskellige rabataftaler ved køb af fx cykeludstyr, tilbehør og kosttilskud.