Sol, sommer og masser af højdemeter i Harzen
Godt kammeratskab, masser af gode kilometer og højdemetre. 32 klubmedlemmer har været en tur i herlige Harzen.
Team Odder har igen år haft en fantastisk tur til Harzen med godt kammeratskab og masser af gode kilometer og højdemetre.
Med indkvartering på Maritim Bergeshotel i Braunlage lige for foden af Wurmberg og tæt på Brocken. Harzens højeste punkt, var det et rigtigt godt udgangspunkt for ture rundt i det kuperede terræn i Harzen.
Der var 32 medlemmer med på turen. 3 kvinder og resten mænd. På grund af det store antal blev gruppen opdelt i 3 hold. Hjemmefra var turene tilrettelagt, så alle kunne få brændt krudtet af i løbet af dagen, og om aftenen var der fælles spisning og ikke mindst after bike med øl på hotellet.
”Vejret var det bedste, vi har oplevet”, siger Torben Langberg, som sammen med Preben Jensen-Holm stod som turarrangør. "Og turen blev en stor succes på grund af det gode sammenhold og vores måde at være sammen på i Team Odder", fastslår Torben Langberg.
Efter 4 dage på cyklen fra onsdag eftermiddag og sluttende på toppen af Wurmberg, gik turen retur mod Danmark lørdag middag med store trætte smil på læberne hos alle deltagerne, og de mest hårdhudede stillede allerede til fællestræning søndag formiddag kl. 9. i Saksild. Dog med trætte ben.
Alt i alt er der bred enighed om, at turen har været en stor succes, som helt sikkert tåler endnu en gentagelse i 2017.